Disse aktiviteter kan du tage dine børn med til i påsken

2. april 2022

I Jammerbugt kommune er der igen gang i mange forskellige påskearrangementer. Programmet står på sjove og hyggelige aktiviteter for hele familien, og der er fuld fokus på at man skal være ude i naturen og få gode aktive oplevelser i påskeferien. Hver dag tilbydes der fede oplevelser for både børn og voksne i hele Jammerbugt kommune, hvor der på de fine vandreture er omkring 10 guider, der står klar til at give de deltagende en god og unik oplevelse ude i naturen.

Mød alverdens dyr og få gode oplevelser i naturskønne omgivelser

Hos Svinkløv Turridning kan man hver formiddag i påsken ride på islandske heste i små hold, hvor alle kan være med. Her kommer man rundt i smukke naturområder på hesteryg, hvor man får set diverse flotte udsigter i rolige omgivelser. Man kan også besøge mange andre dyr hos Hjortdal Dyrefarm, som har over 350 dyr gående rundt. Mange af dyrene må man gerne komme ind og sige hej til på nært hold. Her er der blandt andet æsler, næsebjørne, kaniner og egern, der er et stort hit blandt børn. Derudover kan familien tage på malerworkshop og stumpeglasworkshop på Tranum Strandgård og Tranum Lys og Glas, hvor man kan lade sin kreativitet få frit slag og lave sin egen glaskunst.

Langfredag fyldt med smagsprøver

Ved Slettestrand er der på langfredag premiere på et helt nyt event, kaldet Try Out-Door, hvor både børn og voksne kan prøve 30 forskellige outdoor-aktiviteter, der alle er helt gratis. Her kan man prøve alt, lige fra faldskærmsspring til pandekagebagning over bål. Der er oplevelser for både nybegyndere og øvede, og børnene kan sagtens tage deres bedsteforældre med, da der også er en masse aktiviteter for dem i naturen. Man kan læse meget mere om tilmelding og alle andre aktiviteter i påsken hos lokalavisen Jammerbugtposten.